En konference om hvidhed, køn og majorisering Den 26. april 2008 på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, arrangeret af Foreningen for Kønsforskning og Forskningsenheden for Læringskultur, subjektivering og diversitet (DPU)
I en dansk kønsforskningskontekst læses begreber som køn, etnicitet og race oftest sammen med spørgsmålet om hvilke identiteter, som risikerer minorisering og eksklusion. Derimod fokuseres der mindre på hvilke kønnede og etnisk-racialiserede identiteter, praksisser og materialiteter, der majoriseres og som bliver normbærende.
Hvidhed er blot ét eksempel på en række majoriseringsbevægelser. Med majorisering menes processer og kræfter hvormed noget/nogle gøres til majoritet, det selvfølgelige og passende og herigennem skaber førstehed og usynliggjorte normer. Foruden hvidhed vil konferencen beskæftige sig med parallelle og interagerende majoriseringer, som f.eks. heteronormativitet, maskulinitet, voksenhed, danskhed, 'den gode elev', den rigtige videnskab, professionalitet mm.
I en nordamerikansk kontekst er studier af hvidhed af ældre dato, mens det samme ikke er tilfældet i Danmark. Konferencen vil søge dialog og inspiration fra internationale forskere, og samtidig sigte mod at forankre og igangsætte diskussioner om køn, hvidhed og majorisering i en dansk kontekst.
I hvilket omfang og på hvilke måder kan teorier og analytisk begrebsliggørelse af hvidhed bidrage til kønsforskningens komplekse forståelser af in- og eksklusion, over- og underordningsdynamikker? Fører hvidhed altid til majorisering? Hvornår og på hvilke måder konfigureres hvidhed som usynliggjort norm? Er nogle mere hvide end andre? Kan hvidhed også materialisere sig som andetgørelse og underordning? Kan det majoriserede blive minoriseret? Og hvordan kan hvidhed og (køns)forskerpositionering tænkes sammen - både som begrænsning og potentiale? Hvilke metodologier kræver det at udforske majoriserende bevægelser og hvilke forskningspolitiske og etiske diskussioner hører sig til?
Program klik her
|